2023-11-09 Grønt råd

REFERAT

GRØNT RÅD, GENTOFTE KOMMUNE

Møde den 9. november 2023

Deltagere:

Formand for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget Karen Riis Kjølbye

Repræsentant fra Klima-, Miljø- og Teknikudvalget Malene Brandt

Repræsentant fra Byudvalget Jesper Marcus

Grøn Guide Karen Stevnbak

Danmarks Naturfredningsforening Jacob Munk, Ulrik Reeh

Sammenslutningen af Idrætsforeninger Gentofte Kommune Thomas Strøbech

Børne- og Ungdomsorganisationernes Samråd Christian Løvdal, Leif Erritsøe

Cyklistforbundet Roger Christensen,Kirsten Frydensberg

Grundejerforeningernes Fællesråd Helle Harremoës

Lokalhistorisk Forening i Gentofte Flemming Noes-Rasmussen

Boligforeningerne Hanne Merete Olsen

Naturstyrelsen Steen Bjarne Hansen

Slots- og Kulturstyrelsen Michel Christian Amsen

Friluftsrådet Vibeke Preisler

Gentofte Gladsaxe Fjernvarme Frank Bennetsen

Park og Vej Johanne Leth Nielsen, Martin Andersen, Lise Kloster Broe

Plan og Byg Michael Holst

Klimaenheden Ida Hedegaard Haddad

Affald og Genbrug Søren Freil

Natur og Miljø Liselotte Ludvigsen, Mads Høhne Kromann, Lea Brinkkjær Estø


1. Godkendelse af dagsorden

Godkendt.

2.Godkendelse af referat fra sidste møde

Sidste møde var den 11. maj 2023.

Godkendt.

3.Kort nyt fra kommunen

Orientering om diverse v. Karen Riis Kjølbye

Karen orienterede om Klimaborgersamling, hvor der i november har været afholdt midtvejsmøde. Det har været spændende for politikere at få indsigt i, hvor stor forskel der er i hvor stort folk tænker, både geografisk og indholdsmæssigt. Anbefalinger fra borgersamlingen skal afleveres 18. december 2023.

Karen omtalte den nye reviderede plan for ladestandere, idet der har vist sig udfordringer på villavejene, hvor elbiler har holdt uhensigtsmæssigt. I den reviderede plan søges klasse 3 og klasse 4 veje undtaget.

På energiforsyningsområdet sker der det, at biomasse udfases i hele københavnsområdet. Den grønne energi kan ikke erstattes fuldt ud, hvorfor der er behov for en stor pallette af alternative grønne energiformer, bl.a. varmepumper, geotermi mm. CTR’s vedtægter ændres, så overskuds-el kan anvendes i fjernvarmen.

Orientering om status for arbejdet med grønnere veje og pladser v. Johanne Leth Nielsen, Park og Vej

Johanne gav en status for arbejdet med grønnere veje og pladser, som har været drøftet på møde i KMT d. 7. november, se vedhæftede oplæg.

Kommunalbestyrelsen har sat en stor pulje af til begrønning af byen. Dette ud fra ønsket om at fastholde Gentofte som en grøn by og at øge biodiversiteten. Vi bevæger os i en retning, hvor byens grønne bede i højere grad har et ’grøftepræg’ og i mindre grad ligner ”Tivoli”.

Når der graves ifm. f.eks. fjernvarme og Novafos’s anlægsarbejder søges det at indpasse flest muligt grønne elementer, når der reetableres.

Niras har peget på 14 lokaliteter, der har potentiale for begrønning. Disse er nu suppleret med yderligere 18 steder. Et af de større projekter er på Bernstorffsvej, hvor planerne er at skabe en grønnere, lysere, sikrere vej med plads til klimasikring og vandhåndtering. Der er borgermøde om Bernstorffsvej d. 12. december, hvor man kan bidrage med input til, hvordan vejen skal se ud.

Der er afholdt en række vejhjørnemøder mhp. formidling af beplantningsstrategien, hvilket der har været stor interesse for.

Der blev spurgt ind til, hvad der plantes, og Park og Vej svarede, at der så vidt muligt plantes hjemmehørende arter.

Der blev spurgt til helhedsbilledet på Toftekærsvej vedr. lunker, hvor vandet ikke kan komme væk.

Der blev spurgt til, hvordan borgerne kan melde ind med input og forslag til begrønningsplanerne og arealer der bør begrønnes. Park og Vej henviste til, at man sender sit input på mail: park-vej@gentofte.dk

Orientering om igangsat projekt om Øresund v. Liselotte Ludvigsen, Natur og Miljø Liselotte fortalte kort om, at der igangsættes et projekt, som skal afdække havmiljøets tilstand i Øresund ud for Gentoftes kyst. Baseret på eksisterende viden skal projektet belyse, om der er særlige forhold eller begrænsninger, der gør sig gældende ift. havmiljøets udvikling omkring Gentofte, herunder betydningen af de større anlægs- og byudviklingsprojekter i København. Endvidere skal projektet afdække mulighederne for, hvad der kan gøres af lokale tiltag for at forbedre udviklingen som fx at understøtte marin biodiversitet, etablering af stenrev mv. Projektet er igangsat af kommunen. Projektets resultater vil blive taget videre i Øresundsvandssamarbejdet mhp. drøftelse og vidensdeling med de andre danske og svenske Øresundskommuner. Der vil blive givet en orientering om projektets resultater og anbefalinger på kommende Grønt Råd møde.

DN opfordrer til, at der etableres et lokaludvalg, der kan sparre og støtte op om initiativet, fx om muligt samarbejde ifm. stenrevsprojektet i Taarbæk og sammenhæng til vores del af kyststrækningen. Det er vigtigt med demonstrationsprojekter til formidling af, at det har betydning, at vi gør noget godt for havmiljøet. Denne opfordring tages med videre.

4. Fast punkt: ’Bæredygtigt Byliv

Initiativer på cykelområdet v. Park og Vej, Cyklistforbundet m.fl.

Johanne fortalte om de cykelfremmende tiltag, som Park og Vej er i gang med, se vedhæftede oplæg.

Park og Vej har færdiggjort ombygningen af rundkørslen ved Søbredden/Brogårdsvej til signalreguleret kryds. Formålet var at forbedre trafiksikkerheden særligt for cyklister.

Der blev spurgt til, om der føres statistikker for uheld, og Park og Vej svarede, at man følger de politiregistrerede uheld, med det forbehold at alle uheld ikke registreres.

Der kom en kommentar om, at der ligeledes er farlige forhold ved Lagergårdsvej/Nybrovej. En anden kommenterede, at ruten fra Femvejen til Lille Femvej opleves som farlig som cyklist. Der er hajtænder for cykler men dette overholdes sjældent.

Park og Vej opfordrer til, at man melder ind med sådanne observationer og erfaringer på mailadressen park-vej@gentofte.dk, så vil der blive kigget nærmere på det.

Johanne fortalte om opgraderingen af cykelstien på Strandvejen og Kystvejen til supercykelsti. Supercykelstien bliver en del af Kystbaneruten, som er 23 km lang og går gennem Københavns Kommune, Lyngby-Taarbæk Kommune, Rudersdal Kommune, Hørsholm Kommune foruden Gentofte Kommune. I Gentofte er cykelstistrækningen ca. 6,2 km lang og strækker sig fra Callisensvej til Peter Lieps Vej i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Cykelstien bliver gjort bredere i Hellerup og ført bag om busstoppestederne. Der nedlægges ikke parkeringspladser. Anlæg af stien holder pause ifm. julehandlen.

Der laves kampagner for at fremme cyklismen og mod at cykle for hurtigt på supercykelstien. Der etableres flere steder på cykelstien fodhvilere, cykelpumper og vandposter.

Der er ligeledes gang i kampagnen ’vi cykler til sport’, som er et vigtigt sted at sætte ind i forhold til både børn og voksne for at undgå den megen biltrafik omkring kommunens sportsanlæg.

Gentofte kommune har endvidere anskaffet elcykler, som borgere kan låne.

Der blev opfordret til, at man også fremover udlåner 3-hjulede elcykler.

Der kom spørgsmål til kommunens samarbejde med Tilgængelighedsforum. Hvordan får man hjælp fra dem eller kommer i kontakt med dem mhp. at forbedre samarbejdet?

Jesper Marcus redegjorde for, at tilgængelighedsforum er nedsat af handicaprådet og har repræsentanter siddende i rådet. Jesper sidder i både  seniorrådet og handicaprådet og har indtryk af et godt samarbejde, men vil gerne tage disse kommentarer/spørgsmål videre.

Park og Vej henviste til, at man kan kontakte Park og Vej eller alternativt bruge Giv et Vink eller kontakte f.eks. Seniorrådet.

Der blev fortalt om forsøget med Gentofte Kommunes første cykelgade på Kirkevej.

Bilisterne må godt køre der, men skal vise særligt hensyn til cyklister. Formålet med forsøget er at løse de trafikale udfordringer på Kirkevej, hvor gymnasiets cyklende elever oplevede utryghed. Cykelgadeinitiativ er udsprunget af et samarbejde mellem vejens beboere, Ordrup Kirke, daginstitution Kløvedal og Ordrup Gymnasium. Der har bl.a. indgået kampagnen ’Bike to School if you’re cool’ for at få flere til at cykle. Forsøget afsluttes i juni 2024, hvor der evalueres.

Der vil fremover etableres yderligere cykelstier og cykelgader.

Karen Stevnbak fortalte om det nye cykel- og gåtur hæfte, som var taget med til Grønt Råd deltagerne. På Initiativ fra Leif fra Vangedes Venner er en ny rute ’Moseruten’ nu kommet med. Moseruten blev indviet d. 26. oktober af Borgmesteren.

Leif gav en tak til kommunen og de medarbejdere, der har arbejdet på hæftet. Cykel- og gåturs hæftet er et stort plus i Vangede, hvor mange hæfter er delt ud. Hæftet ligger på alle biblioteker.

Roger fra Cylistforbundet supplerede med, at Cyklistforbundet samarbejder om et bæredygtig trafikprojekt i Ordrup sammen med bl.a. Danmarks mindste forsamlingshus, Ordrup kirke, Charlottenlund Slot m.fl. Der er lavet et postkort med projektforslaget, som bl.a. blev uddelt til Tour de Charlottenlund, og idéer hertil kan afleveres i Danmarks mindste forsamlingshus. Projektet løber i et år.

Diverse nyt i bybilledet v. Grøn Guide m.fl.

Karen Stevnbak gav et indblik i 3 samarbejdstiltag over sommeren, se vedhæftede oplæg.

Der har været Bioblitz i juni ved Gentofte Sø. Bioblitz handler om, at der over 24 timer registreres et øjebliksbillede af artsforekomsten. Både eksperter, skoleklasser, daginstitutioner og mange andre deltog. Bioblitzen var et samarbejde mellem DN, DOF, Dansk Botanisk Forening, Grøn Guide Gentofte og Gentofte Kommune. Der blev fundet 683 arter, hvor 97 var helt nye for kommunen. Vandplanten Stor Najade blev fundet, som kun findes i landets 4 reneste søer.

Karen fortalte om Naturens dag ved Charlottenlund Strandpark, som blev arrangeret i samarbejde mellem DN, Grøn Guide og Gentofte Kommune. Naturens dag er et nationalt projekt med Friluftsrådet og Nordeafonden.

Endelig viste Karen billeder af Naturskjulet ved Gentofte Sø, som netop er færdigt.

DN fik miljøprisen og Ulrik Reeh tog initiativ til bruge pengene til at opføre skjulet med yderligere støtte fra Friluftsrådet, Grøn Guide Gentofte og Gentofte Kommune.

Naturskjulet indvies officielt d. 26. november.

Nyt fra netværk for boligforeninger v. Klimaenheden

Ida Hedegaard Haddad fortalte om aktiviteter i netværket for boligforeninger, se vedhæftede oplæg.

Netværket er for alle boligforeninger (ejer, andel, almennyttigt). Netværket sætter fokus på, hvad boligforeningerne har mulighed for at gøre på klima- og miljøområdet gennem indbyrdes erfaringsudveksling, ture og faglige inspirationsoplæg om bl.a. biodiversitet, klimatilpasning og ladestandere.

Der har lige været møde om solceller. Næste møde i slutningen af januar 2024 bliver om energirenovering.

Diverse tiltag på klimaområdet v. Klimaenheden

Ida orienterede om ’klima- og bæredygtighedspuljen’ som kan søges af borgere og foreninger. Grønt Råds medlemmer og netværk opfordres til at melde gode initiativer ind, som evt. kan udløse økonomisk støtte. Kontaktinfo til Ida: ihhd@gentofte.dk

Der er endvidere et kommende initiativ ’Klimahandledag’ i foråret d. 25. april 2024, og dagen udføres efter princippet ’handling frem for tale’, så fokus vil være på konkrete klimahandlinger og tiltag samt hvilke klimaløfter vi hver især må afgive. Foreninger og borgere inviteres.

FORSLAG TIL PUNKTER FRA MEDLEMMERNE:

5. Friluftsrådet:

Friluftsrådet kunne godt tænke sig at høre, hvordan det går med udrulningen af fjernvarme og med spildevandsseparering 

Status for udrulning af fjernvarme v. Frank Bennetsen, Direktør for Gentofte Gladsaxe Fjernvarme

Frank Bennetsen, gav en status for udrulning af fjernvarme, se vedhæftede oplæg.

Entreprenørfirmaerne Munck, NCC og Gravmand er i gang i hver deres del af kommunen. Munch har været udfordret af byggeri på Vilvordevej og generelt stort trafiktryk og er derfor ca. 6 mdr. forsinket. Igangsætning af området ved Ørnegårdsvej sker i første halvdel af 2024.

Man er også i gang med at eftertilslutte fjernvarme i de områder, der tidligere har fået lagt ledninger, og 649 husstande afventer tilslutning.

Der har løbende været udlagt ’kampagneområder’ med gratis tilslutning. Har man ikke til meldt sig til i tide under kampagnen, men efterfølgende ønsker eftertilslutning, må man selv betale.

Der blev spurgt til, om man kan samtænke gravning med separatkloakeringen i områder, hvor fjernvarme først kommer på senere.

Frank redegjorde for, at ledninger til fjernvarme og afløbsledninger ligger i forskellige tracéer og dybder, og at det rent praktisk ikke kan lade sig gøre at samgrave.

Hele kommunen forventes at være udbygget med fjernvarme i 2027.

Status for udrulning af spildevandsseparering v. Mads Høhne Kromann, Natur og

Miljø

Mads Kromann gav en status for oplandsplanlægning for separeringen, se vedhæftede oplæg. I øjeblikket planlægges fuld separering af regnvand og spildevand 3 steder i kommunen:

1) Kildeskovsrendens Opland, som er beliggende i Charlottenlund central/østlig del af kommunen, som indbefatter Bernstorffsparken og Charlottenlund Skov

2) Hellerup Opland, den del af Hellerup/Tuborg området, som ikke allerede er vejvandssepareret

3) Smakkegårdsvej/Høghsmindevej – som led i trafiksanering af vejen

I planlægningen afsøges der muligheder for, at håndtering af regnvand kan ske ved overfladeløsninger, så byrummet forskønnes med et mere blå-grønt udtryk.

Der blev stillet spørgsmål til tilledning af regnvand/overfladevand og om det ikke kan forringe kvaliteten i fx Gentofte sø. Hertil blev der svaret, at der forud for tilledning af regnvand til recipienter vil blive foretaget vurderinger af nødvendig rensning af regnvandet samt efterfølgende overvågningsprogram for at undgå forværring af vandkvaliteten.

6. Danmarks Naturfredningsforening

Udvikling af genbrugssystemer v. Søren Freil, Affald & Genbrug

DN vil gerne drøfte muligheden for, at Gentofte Kommune involverer sig aktivt i udvikling af genbrugssystem(er), der reducerer affald. Se fx En ny designguide for genbrug og genanvendelse af plastemballager, se fx En ny designguide for genbrug og genanvendelse af plastemballager.

Problemet med det enorme ressourcespild fra engangsemballage er aktuelt taget op i åbent brev den 24. oktober 2023 sendt til Miljøminister Erhvervsminister Klima-, energi og forsyningsminister og Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Det vil skabe stor positiv opmærksomhed, hvis Gentofte Kommune går foran og viser, hvordan kommuner kan sætte gang i genbrugsbølgen.

Søren fortalte om Affald & Genbrugs overvejelser i forhold til at gå ind i udvikling af genbrugssystemer, der reducerer affald, se vedhæftede oplæg. Generelt er kommunen i gang med en omstilling til primært at fokusere på genbrug af materialer i stedet for egentlig genanvendelse af materialer (når affaldet bliver lavet om til andre produkter).

Gentofte Kommune er sammen med Københavns Kommune, som de to eneste danske kommuner, kommet med i et nyt stort EU-projekt: ”Change (K)now!”. Dette projekt handler om kommunens rolle som facilitator ved udvikling af genbrugssystemer til levering af fødevarer og adresserer nogle af de udfordringer, DN peger på.

Der er tre temaer i projektet 1) Catering til offentlige institutioner 2) Events i byrummet og 3) Take-away og hjemmelevering af mad.

Med afsæt i disse temaer er fokusområderne i Gentofte:

- Skoler, børneinstitutioner, kantiner

- Gymnasier

- Gentofte Hospital

- De mange offentlige og private events og arrangementer i byrummet

- Take-away restauranter

- Indkøbscentre og restauranter

Der blev spurgt ind til det fornuftige i, om folk behøver at gå og spise og drikke på gaden, og det blev påpeget at ’to-go’adfærd bør begrænses og i stedet må henvises til spisesteder og kantiner. Der er behov for gode eksempler med udfasning af engangsemballage; og her er det glædeligt, at genbrugskopper m.v. er ved at vinde frem.

DN foreslår et opgaveudvalg, hvor man får aktiveret forskellige borgergrupper, partnerskaber mm, som kan støtte op om dagsorden. I givet fald stiller DN sig gerne til rådighed.

Det blev drøftet, at det er de store ’spillere’ der skal i gang, og at der er behov for både landsdækkende systemer men også lokale pilotprojekter, hvor forskellige tilgange afprøves.

7. Temadrøftelse – ny biodiversitetsstrategi v. Lise Kloster Bro, Park og Vej samt Lea Brinkkjær Estø, Natur og Miljø

Kommunen er gået i gang med arbejdet med ny biodiversitetsstrategi og inviterer Grønt Råd til en tidlig drøftelse af strategiens vision, mål og tilgang.

Ny teamleder for det grønne hos Park og Vej, Lise, introducerede arbejdet med en ny biodiversitetsplan. Arbejdet er i sin spæde opstart, og der blev givet et indblik i de foreløbige tanker/tilgange, som vil kunne tage nye drejninger undervejs i processen i takt med, at viden kommer til. Kommunen ser det  om vigtigt at få Grønt Råds pointer og anbefalinger på et tidligt stadie.

Strategiens vision er overordnet at øge naturkvaliteten og naturforståelsen. De foreløbige mål er at 1) Bevare og forbedre naturområderne 2) Forbinde og skabe ny natur og 3) Formidle og inddrage borgerne. Biodiversitetsstrategien skal bruges til at prioritere indsatser og områder ud fra hovedgrebene om at bevare, forbedre og forbinde naturområderne.

Lea fortalte om den indledende naturkortlægning, som 3 universitets-studerende har stået for i august-oktober. Ca. 200 arealer er kortlagt ift. naturtilstand med henblik på at få lavet en baseline anno 2023 for naturværdier.

Kortlægningen skal bidrage til at skabe overblik over 1) ’kronjuvelerne’ vi skal passe på, bevare og forbedre, 2) områder vi skal udvikle og forbinde og endelig 3) hvordan vi kan arbejde med formidling og inddragelse af borgerne i udvikling af biodiversiteten.

Der blev vist de meget spæde forslag til ’kerneområder’. Og til brug for formidling og for at gøre arbejdet med biodiversitet lettere og mere konkret påtænkes at udvælge en række formidlingsarter/fokusarter indenfor de mange kortlagte naturarter.

Der blev spurgt til, om Vangede Batteri kunne indgå som kerneområde. Dette vil blive taget videre, og Lise svarede, at kerneområder er der, hvor vi virkelig skal passe på den eksisterende natur.

Jakob fra DN kommenterede, at det er et meget vigtigt emne, men tiden her på mødet for kort. Men at det er meget vigtigt at skabe ”broer”/grønne forbindelser. Endvidere blev foreslået, at kommunen meget gerne må organisere inddragelsen og række ud til eksterne interessenter. F.eks. har man ifm. Københavns Kommunes biodiversitetsstrategi inddraget 8. klasser.

Der blev spurgt ind til, hvad kommunen gør på egne arealer. Martin Andersen fra Park og Vej svarede, at det er et stort fokuspunkt. Park og Vej vil meget gerne fortælle om den grønne drift på næste møde.

Mads fra Natur og Miljø supplerede med, at der ligeledes i forbindelse med separatkloakeringen vil blive afsøgt muligheder for at få mere overfladevand og grønne løsninger på terræn.

Ulrik fra DN spurgte til, hvorfor de netop væltede piletræer ved Gentofte Sø under stormen i efteråret blev ryddet væk, når de lå som gode biotoper ud i søen. Det blev påpeget, at det er vigtigt, at der ikke pr. automatik ryddes hurtigst muligt op. Dette tages til efterretning.

Sammenfattende blev opsummeret, at arbejdet med biodiversitetsstrategien fortsætter. Der vil blive indkaldt til særskilt møde (februar 2024) for interesserede i Grønt Råd, hvor der vil være mulighed for at give input til arbejdet med strategien. Der forventes planlagt en politisk temadrøftelse om biodiversitetsstrategien i forsommeren 2024.

8. Eventuelt

Hanne Merete Olsen havde den generelle kommentar, at det kunne være rart med mikrofon til næste møde, når vi er så mange. Dette tages til efterretning.

Næste møde: 23. maj 2024 kl. 16-17.30 med efterfølgende ekskursion.