Spildevandseperation

Gentofte Sogns Grundejerforening har i samarbejde med Fællesrådet udarbejdet en indsigelse til planen om spildevandsseparering. 

Se indsigelsen fra d. 20-04-2022 her 

19. august 2022


 

 

Spørgsmål til økonomiudvalget d. 19-08-2022

 

Der er indstilling til økonomiudvalget på mødet den 22. august 2022 om principbeslutning om spildevandsplanens implementering. Indstillingen synes at være, at udkast til spildevandsplan 2022-2032 godkendes med få redaktionelle ændringer uden, at der ændres i det principielle indhold. Meget væsentlige spørgsmål stillet af Fællesrådet synes således ubesvaret.

 

Fællesrådet har i denne forbindelse følgende spørgsmål til økonomiudvalget:

 

Spørgsmål 1

 

Hvorfor ønskes gennemført en 100% separering, når en separering på ca. 90% er tilstrækkelig til at opfylde målsætningen?

 

Motivering

 

Svaret er delvis givet i og med, det er tilkendegivet, at der skal være lige vilkår for alle.

 

Det synes som unødvendigt at gennemtvinge stærkt forøgede omkostninger (i en størrelsesorden 10% mere end nødvendigt) for at kunne opretholde et princip. Der synes således at kunne opnås en betydelig besparelse gennem en løsning med solidarisk finansiering.

 

Spørgsmål 2

 

Hvilke konkrete tiltag er allerede gennemført hhv. tænkes gennemført med henblik på at tilvejebringe muligheden for en solidarisk finansiering?

 

 

 

Motivering

 

En solidarisk finansiering vil gøre det muligt at opnå en væsentlig reduktion af investeringsomkostningerne samtidig med, at der sikres ens vilkår for alle. En solidarisk finansieringsmodel kunne indeholde en bundgrænse for selvfinansiering uden at dette vil forrykke princippet om ens vilkår for alle. En model for solidarisk finansiering synes at blive anvendt i forbindelse med installation af fjernvarme.

 

Spørgsmål 3

 

Er der udarbejdet konkrete regler og procedurer for udstedelse af dispensation fra kravet om tilslutning af alle afløb på den enkelte parcel?

 

Motivering

 

Det er i de før omtalte svar tilkendegivet, at udstedelse af dispensationer vil blive den absolutte undtagelse.

 

Der findes ejendomme og enkeltafløb, hvor omkostningerne til separering vil være så store, at det objektivt set vil være ude af proportion at fastholde kravet om en separering. For at undgå en ”tikkende bombe” under fremtidige hussalg, anses det for nødvendigt allerede inden beslutningen om spildevandsplanens implementering at kende præmisserne for at kunne opnå dispensation.

 

Spørgsmål 4

 

Kan der indenfor en relativ kort periode efter ønske påregnes påbegyndt gratis rådgivning for den enkelte grundejer i forbindelse med fremtidige arbejder på egen grund?

 

Motivering

 

En ganske stor del af den usikkerhed, der for den enkelte grundejer er forbundet med spildevandsplanens implementering, vil kunne afbødes, såfremt der skabes mulighed for konkret vejledning. Der tænkes eksempelvis på en orientering om, hvordan den konkrete løsning vil tage sig ud, fremskaffelse af planer for rørføring på den konkrete grund, orientering om konkrete tekniske løsninger – skal der graves eller kan rør skydes igennem – med flere forhold.

 

 

Det foreslås, at svarene på de stillede spørgsmål lægges til grund for økonomiudvalgets stillingtagen til indstillingen fra forvaltningen